Fra Lego til ordblinde-efterskole

 

Lego har i årevis fyldt meget i hverdagen for tvillingerne Anders og Martin, men som 13-årige er de nu parat til at investere en imponerende samling af deres kæreste legetøj i den uddannelsesplan, de har lagt sammen med deres mor, Anja Schønwandt, i rækkehuset på Høders Vej i Hobro. Hele molevitten er sat til salg.

Både Anders og Martin har svært ved at læse og skrive. Et ophold på en af landets specialskoler for ordblinde er derfor et helt nødvendigt skridt for at kunne forbedre kundskaberne i dansk.

Det koster bare dyrt at indfri den drøm, og derfor har drengene givet håndslag på, at deres store samling af Lego skal sælges. Indtægten er deres personlige bidrag i et forsøg på at komme i mål med de omkring 110.000 kr., to efterskoleophold koster.

-Drengene har haft gode år i folkeskolen, men vi må også erkende, at der fra skolens side desværre er ressourcemæssige begrænsninger for at kunne tilbyde al den hjælp, der er nødvendig, siger Anja Schønwandt.

Anders og Martin er helt enige. De har været glade for årene først på Bymarkskolen og dernæst på Søndre Skole i Hobro, men de er også meget bevidste om, at der altså skal mere til, for at de på fornuftig vis kan begå sig med skriftlig dansk og læsning.

-Med skolens mellemkomst har vi haft to ugers ophold på Læseuniverset i Aarhus. Det rykkede helt vildt. De to uger gav lige så meget som et helt år i folkeskolen. Derfor må et års ophold på en efterskole for ordblinde være det helt rigtige for os, er de to drenge enige om.

De har altid været meget åbne om at være ordblinde. De er aldrig blevet mobbet, og de har rigtig gode kammerater i skolen, men de er også meget bevidste om, at de som teenagere på vej mod voksenlivet selv må investere i den fremtid, de inderligt håber på. Anders vil være tømrer, og ferm til regning og matematik drømmer Martin om at blive revisor.

Som enlig mor magter Anja ikke alene den økonomiske del af et efterskoleophold. Derfor har familien aftalt, at drengene investerer deres kæreste legetøj i projektet. Altså er mange års indsamling af Lego blevet sat til salg.

-Vi har ingen ide om, hvor meget salget vil indbringe, men hver en krone går til efterskoleopholdet, lover Anders og Martin.

De har i hele opvæksten været fascineret af Lego, og siden 7-8 års-alderen har der år efter år kun stået Lego på ønskesedlen både til fødselsdage og jul. Hjemmet på Høders Vej er af samme årsag fyldt med kasser og plastikposer med de populære klodser og figurer. Alt er sirligt pakket i den originale emballage, og den helt nødvendige manual til at samle plastikstykkerne på den rigtige måde, er naturligvis også intakt. I samlingen indgår et skib og en borg, som Anja legede med som barn, og drengenes egen samling består af alt fra traditionelle Legoklodser til Ninjago og mere avanceret legetøj som eksempelvis en robot og gaffeltruck i Lego Technic.

Tvillingerne har naturligvis ikke fået alt det, de har peget på, men for at få mest muligt for pengene, har man i hjemmet haft den aftale, at Anders og Martin i rigtig god tid skulle aflevere deres ønskeseddel med en markering af hvilken, bil, borg eller noget helt tredje, som var første prioritet. Derved har Anja haft god tid til at gå på jagt og slå til lige præcis, når og hvis noget af det fra ønskesedlerne kom på tilbud. Det har sparet mor for mange penge og givet drengene mere Lego, end der egentlig var råd til.

Men snart er Lego kun virkelig gode minder for Anders og Martin. De leger ikke længere med de populære klodser, og den forgangne jul var faktisk den første, hvor der ikke stod Lego på ønskelisten. Anders ønskede sig et par nye sko, mens den måske kommende revisor havde penge som første prioritet.

Tekst af: Jørgen Tøttrup

Hey! Læs mere om tvillingernes indsamling her

Link til artikel på folkeskolen.dk

Back To Top
×Close search
Search